Eventyrlig efterårsferie

Ferien har oplevet en perfekt start. Efter at Rolf fredag formiddag tørt kunne konstatere, at nu er Emma i stand til at kravle, tog vi til hele Danmarks badehelvede, La Landia, hvor vi skulle fejre svigermors 70 års fødselsdag. Opholdet gik, som den slags nu går, med hygge, baderi, Niels Plys show og alle de andre hyggesager, inklusive en humørdræbende omgang lysdypperi. Med bragende flot efterårsvejr var turen på alle leder og kanter en succes, også for Emma, der ikke kun har smag for at bade, men generelt sætter sine fire tænder i alt, hvad hun kan komme til at bide i! Hvorfor er det, at jeg mere og mere får associationer til tegneserien "Melvis - en katastrofe i gulvhøjde" (og "Steen & Stoffer", når jeg betragter Rolf).

En bevægende dag

Ja, hvad er der at sige? Billederne taler jo for sig selv. Jeg havde ikke været på arbejde andet end fem timer, før der dumpede to beskeder ind. I den ene kunne Marianne berette, at Emma gentagne gange havde rejst sig op. Det er aldrig set før! Og i den anden var det Rolf der debuterede med sin første tabte rokketand. Nu, hvor dagen går på held, er antallet af tabte tænder tilmed fordoblet. Så nu sover sønnike en urolig søvn, hvor han drømmer om gavmilde tandfeer :-).

Fars lille prinsesse

Tja, jeg har ikke været for flittig til at opdatere, men lover bod og bedring. Der er nyt på bilfronten, lidt info om træningsforberedelserne til Grønlandseventyret og andet godt. Forløbig må I dog nøjes med dette billede af vores underskønne datter. Tak til Gerd, Garis kæreste, for det vellykkede skud.

På vej mod nye mål!

Det skinner nok ret tydeligt igennem i bloggen, at jeg har været ret frustreret over den mislykkede genfødsel som mountainbiker. For at sige det, som det er, så har det kastet mig ud af kurs, at jeg fik to solide drag over nakken i sommerens stævner. Som konsekvens heraf krøb jeg i tænkeboks og traf nogle ganske invasive beslutninger, bl.a. omkring en forestående studiebelastning, som blev vraget, og atletiske målsætninger, der blev revideret.

Jeg kan simpelthen ikke forsvare at bruge oceaner af tid i cykelsadlen, når jeg har så mange jern i ilden, som det er tilfældet. Derfor har jeg skruet ned for cyklingen og genoptaget langdistanceløbet. For at konkretisere skiftet har jeg tilmed sat mig et mål: i efterårsferien tager jeg til Grønland og deltager i The Polar Circle Marathon.

Det bliver helt vildt fedt at gense den fantastiske ø, her 12 år efter, at jeg var deroppe for at besøge min mor i Christianshåb. Denne gang er målet Sønder Strømfjord og missionen at teste vintergrej for Aktiv Træning, samt levere en god indsats i løbet.

Apropos løbet, så er det en maraton lidt ud over det sædvanlige. The Polar Circle Marathon foregår både på selve indlandsisen, men også over tundra, frosne søer og gennem en arktisk ørken, hvor moskusokser og rensdyr lever på de golde skråninger. Da maratonruten er kuperet, har varierende løbeunderlag og foregår under svingende temperaturer, bliver den med rette betegnet som ekstrem. I lyset af at jeg startede 2007 med at løbe en anden ekstrem maraton i tropisk varme på smeltende hede landeveje op og ned ad Kilimanjaros fod forekommer det mig helt naturligt at ende 2008 med en isnende kold maratonoplevelse.

For at få en god oplevelse har jeg strømlinet træningen derhen imod. Siden 24timers mtb løbet har jeg således opgraderet min styrketræning markant og hevet en masse længere løbeture indenbords. Mere om det i en senere blog. Lige nu vil jeg blot illustrere omfanget ud fra de to seneste dages træning. I går sidst på eftermiddagen løb jeg 15 km hård trailrun. Og i dag, først på eftermiddagen 27,5 km mellemhårdt distanceløb med let rygsæk. Det nev lidt i lårene til sidst, men det blev nu også en ganske god formtest, med lidt mere end en maraton indenfor 24 timer.

Kreutzer goes for alvor offroad!

Efter et mislykket forsøg udi mountainbikesporten har jeg resigneret overfor den manglende muskelstyrke, og valgt at ty til en alternativ løsning. Nogen vil kalde det snyd, andre vil tale om potensforlænger, miljøsvineri eller det der er værre, men fakta er, at jeg med mit nyindkøb kan plante alle jer cyklister på landevejen som i skoven!

Far her valgte simpelthen at bytte cabrioleten til en monster SUV med 4,5 liters V8 motor og hele pibetøjet. Og lad det være sagt med det samme: denne min første Porsche er bare for rå! Modsat cabrioleten er der tilmed god plads til en mtb eller racercykel, men helt ærligt, hvad skal jeg med dem, når Cayennen bare brager derudaf :-).

Hallooooooooooo!!!!

Ok, indrømmet, der har været frygtelig tavst her på siden. Det skyldes såmænd ikke, at der ikke er sket noget i mit liv de seneste uger, men at der tværtimod er sket rigtig meget.

Af de små, dejlige ting kan nævnes en skøn tur til Zoologisk Have for blandt andet at se den nye elefantindhegning, navnefest for Emma med familie og venner, skolestart for Rolf (nultebeee!) samt start på et nyt arbejdsår, der tegner til at blive rigtig spændende. Med to samarbejdspartnere ved Afghanistans frontlinje for at afprøve de militære koststrategier, som jeg er involveret i, løbende udvikling af Running26 konceptet, masser af skriblerier for Aktiv Træning og I Form, messedeltagelse og meget andet har jeg mildest talt ingen grund til at kede mig. Så det lader jeg være med :-).

Eftersom mange spørger, så lad mig svare med det samme: hele familien har det godt. Rolf er kommet strålende i gang med skolen og stortrives tydeligvis på skolebænken og i fritteren. Emma vokser og vokser, har fået tand nummer to og er generelt i trivsel, som det også gerne skulle fremgå af billedet.

Ja, og så er der mig og min atletiske karriere. Den vender jeg tilbage til en af de nærmeste dage.

På mandetur

I lørdags lod Rolf og jeg pigerne være alene og drog på mandetur. Den bød på rigtig mange eventyr, inklusive vovet klatring på skrænterne ved Nakkehoved Fyr, is i Gilleleje, naturlegeplads i Tisvildeleje og som rosinen i pølseenden besigtigelse af verdens sejeste Kungfu panda i Tisvilde biograf.

Ja, og så var dagen alligevel ikke helt forbi, for Rolf ville om aftenen ledsage mig på løbeturen. Hans cykling sluttede dog brat i et herrestyrt, der var en Tour rytter værdigt. Næsten uden klynk åd han to forrevne hænder, blødende albuer, revet næste, opkradset mave og bryst, samt slag på begge ben. Efter den første bekymring havde lagt sig blev kun stoltheden over denne tapre lille gut, der blødende rejste sig fra asfalten med ordene "Jeg tror jeg vil hjem nu..."

I mellemtiden er sårene lægt og Rolf skal snart med ud at køre igen. Denne gang dog med cykelhandsker på.

Sommerferie!

Ja, jeg beklager, at der har været frygtelig stille på bloggen. Årsagen er i al sin enkelthed, at jeg har holdt ferie, ikke kun fra jobbet, men også fra computeren. Noget af det som ferien har budt på var sommerhus i Thorsminde, en lille fiskerflække, hvor havet dominerer. Ti dage med familien i sådan en lille udørk var skøøøøn. Der blevet sovet længe, strøget rejer, klappet krabber og jeg ved ikke hvad. De første dage var farmor der også, så Rolf trodsede storm og bølger, og kom til stranden. Ikke at der var strandvejr, for 16 grader og blæst frister ikke til at dyppe tæerne. Men det lagde nu ikke nogen nævneværdig dæmper på hyggen.

The Boss in town

Oooh yeah! Jeg var inde og høre the Boss i går. Den ringe lyd og 100 meter hen til Springsteen kunne ikke ændre ved en storartet oplevelse. Ovenpå for mange fadøl og sene nattetimer, inklusive en skuffende EM-finale (spolet igennem i 5x tempo) er jeg lidt mat i koderne, så jeg fatter mig i korthed:
Familiens ferie er startet, dvs. Rolf har ferie, Marianne er på barsel og Emma er ligesom for ung til at tænke i arbejde/ferie. Så det er kun mig der har en uge tilbage på jobbet. Og øv, hvor er der rasende tralvt. Så jeg smutter nu :-)

Hej Hej

Martin

Den danske sommer...en ommer!

Ja, når jeg kigger ud af vinduet er jeg ikke helt tilfreds, for hvor blev det milde sommervejr af? Nå, jeg skal nu ikke klage, for der er så travlt for tiden, at jeg uafhængigt af vejret er låst mere til arbejde, end fornøjelse.

Sommer er lig med sommerferie, og i vores tilfælde markerer ferien et gevaldigt skel. Rolf går nemlig fra at være børnehavebarn til skoleelev! I dag havde han sin sidste dag i børnehaven nogensinde og dimmiterede på behørig vis med hat og diplom. Afskedens stund var vist mere vemodigt for personalet, end for Rolf, der glæder sig vildt meget til at begynde i skole. Og det er jo skønt, at det er sådan det forholder sig. Om skoleglæden så holder de næste 15-20 år vil tiden vise!

Hva´ skete der?

"Hvor blev du?", "Hva´ skete der?" var de hyppigst modtagne spørgsmål, da jeg søndag middag vendte tilbage til stævnepladsen for årets Nordic24 24timers mtb løb. I virkeligheden er svaret ret enkelt: en kombination af arbejdspres, fysisk svigt og livsrefleksioner lagde en gevaldig dæmper på mine forberedelser til årets 24 timers mtb løb. Derfor valgte jeg definitivt to dage inden løbet at lade 24 være 24 timer, tage imod en fødselsdagsinvitation lørdag kl. 15 (tre timer efter løbets start) og blot besøge stævnet for at snuse til atmosfæren, hilse på vennerne og få lidt god træning. Og sådan blev det så, med den undtagelse, at "lidt god træning" blev til endnu et fysisk sammenbrud, voldsomme kramper, svimmelhed, tilhørende styrt og endnu mere usikkerhed omkring hvad f#nden der er galt med min krop, siden den max. kaperer 2 timers belastning, og ikke vil yde det forventede.

Nå, det er en opgave for de næste uger og måneder. Her og nu kan jeg glæde mig over, at weekenden faktisk var hyggelig, gårsdagen bød på Rolfs 6års fødselsdag, som han sel titulerede sit livs bedste af slagsen - og så er jeg netop blevet optaget på den ganske nye Master i Fitness og Træning ved Syddansk Universitet, så nu ved jeg lidt om, hvad der venter mig de næste 2 år (herunder 50-60 køreture til Odense!). Det bliver spændende at komme i gang med uddannelsen, der gerne skulle opkvalificere mig yderligere på træningsfronten. Som jeg ser det, er der ingen anden uddannelse herhjemme, der kan give samme kompetencer, så det bliver spændende.

Fantastiske fortællinger

Pyha, den seneste tid har været turbulent. Et massivt jobpres, vakkelvorne beslutninger om jobskifte eller ej og andre ting, der fylder hoved, har tæret på det mentale overskud. Sammen med en fortsat pollenallergi, der har suget kræfterne ud af kroppen og ladet achillessenerne flamme af smerte har det været en mildest talt udfordrende periode at træne i. Med mindre end en uge til 24 timers løbet er det selvfølgelig ikke optimalt, men jeg trøster mig med, at jeg ikke skal leve af sporten.

Klynkeriet til side, så har de seneste fjorten dage budt på positive oplevelser. Til de daglige højdepunkter hører naturligvis familiens trivsel, men også en forlænget weekend i Tyskland var en storartet fornøjelse. En af dagene snuppede jeg en løbetur i historiens fodspor og løb fra Flensborg mod den danske grænse, krydsede grænseåen (Kruså) ved den tidligere voldsomt kontrollerede overgang ved Skomagerhus, der i forlængelse af Schengenaftalen er permanent åben, og fortsatte langs kystsporet i Kollund Skov, der mest af alt kan beskrives som en upoleret udgave af Marsellisskoven med dybe slugter og fantastisk udsigt over vandet.

Generelt får jeg løbet en del mere end jeg ellers har gjort i år. Det skyldes ren pragmatisme, i det udbyttet af få timers løbetræning er større end udbyttet af tilsvarende få timers cykling. I dag løb jeg en ret interessant tur ned til strandene ved Tisvilde Hegn. Jeg ramte stranden via Troldeskoven. Insidere ved, hvad det betyder: nøgne trolde (mest mænd) over hele linjen. Faktisk har jeg aldrig før set så mange nudister på strækningen op til Tisvildeleje. Og endnu engang må jeg konstatere, at nok ser de naturlige ud, men det er altså ikke Baywatchkaliberen der svinger den bare dolk og ditto babser :-(.

Nå, men det spolerede ikke fornøjelsen af at løbe i vandkanten iført shorts og Fivefingers. At blandingen af sand, saltvand og specielt fodtøj kostede to flammende vabler er blot, hvad livet bringer med sig af oplevelser og spolerer ikke indtrykket af en skøn 2timers offroad tur i og omkring min favoritskov.

Utroligt!

Vejret er simpelthen forrygende, og til weekenden lover meteorologerne endnu bedre forhold, med temperaturer op til 30 grader Celsius. Se, hvis det ikke er sommervejr!

Er det kun mig, der går med en bekymring om, at det gode vejr ikke kan vare ved? Og med fjorten dage til Nordic24 frygter jeg det værste i forn af lavtryk, koldfronter og plaskende nedbør på en ellers knastør rute..... hæ, pessimismen fejler da vist ikke noget, hva´ ?!

Har du læst interviewet med mig, inde på Nordic24.dk ? Vi ryttere blev bedt om at svare på nogle spørgsmål, og interviewene lægges herefter ud på hjemmesiden. Det er hyggelig læsning - og skræmmende, når man læser, at Allan Carlsen satser på maksimale pauselængder på 2 minutter. Og har trænet 30-40 timer om ugen (!) i januar måned. Godt jeg ikke skal bide skeer med ham!

Beklagelser

Okay, jeg ved det, der er gået for lang tid siden sidst. Årsagen er såmænd ikke, at der ikke er sket ting og sager - tværtimod. De seneste uger har jeg været til international fedmekonference i Geneve (intet nyt under solen), knoklet med diverse faglige gøremål (som altid) og frem for alt været fuldstændig smadret af pollenallergi. 12timers løbet var enormt hårdt pga. smertende led, sener og muskler, og siden er det kun blevet værre, hvilket har været enormt frusterende. Havde den manglende træning så blot udmøntet sig i ekstra arbejdstid ville alt jo være fryd og gammen, men når det blot drejer sig om flade batterier, sviende øjne og smertende muskler og sener er der ikke meget fornøjelse ved det hele.

Konsekvensen har været, at vi i hjemmet har revideret vores kostvaner. Jeg skal være den første til at skrive under på, at vores madvaner ikke har været eksemplariske og selvom der ikke er nogen garanti for en positiv sammenhæng, så funderer jeg dog over, om forskellen til de sidste to års stadig stærkere krop (ud fra et allergisynspunkt) og årets skravl ligger i kosten. Derfor er der nu rettet op på de små skavanker og jeg er fuld af optimisme. Så sent som i dag havde jeg fx en ok løbetur - ikke flyvende, men ok.

Med lidt held er batterierne snart genopladet, og så skal jeg nok blive flittigere på bloggen!

En fed dag i skoven

I går deltog jeg i Hustlernes 12timers løb. Det var en kæmpe oplevelse, for udover bragende solskin havde Hustlerne formået at stable et kæmpearrangement på benene, som simpelthen fortjener den største ros. Jeg bøjer mig i støvet for dette super velorganiserede arrangement!

Personligt stillede jeg op i soloklassen med fuldstændig pollenramt krop, hvilket en fordobling af hvilepulsen fra morgenstunden, og med stigende tendenser hen over dagen, fortalte alt om. Derfor var jeg ikke længe om at lade mig forføre, da min boss fra Aktiv Træning lokkede med en ledig plads på deres decimerede firemandshold. Supersmidig indsats fra event4u sikrede et hurtigt skift, og voilá, nu bød dagen på 3 x så meget afslapning, som forventet. Det var fedt, fordi det gav mig tid til at hilse på de utallige mountainbikere, som jeg gennem årene har lært at kende. Og samtidig bekræftede hver runde mig i, at det var godt, at jeg ikke skulle køre 12 timer, for fysisk var jeg langt fra mit normale niveau og led gevaldigt ude i sporet. Min pulsudredning efter stævnet viser, at jeg i snit lå på 166 slag p. minut. Det er højere end når jeg løbetræner 1000 meter intervaller - og vel at mærke i næsten 3 timer. Pyha, så forstår jeg bedre, at brystet smertede efter hver omgang.

Lidt ubehag ændrer dog ikke ved en uforglemmelig oplevelse, der blev krydret af superseje præstationer fra kammeraternes side. Mikael Schrage vandt således Duo Mix i suveræn stil, mens Optursgøjseren blev en formidabel 3´er i soloklassen. Stor respekt og tillykke herfra!

Jeg er med garanti med igen næste år, for det her stævne bliver med garanti landets største. Det har alt, hvad der skal til, ikke mindst en flok ildsjæle, der bare er for go´e!

Martin

Ready to race

Så er endnu en træningsuge omme. Omfanget har været lidt reduceret, for at genvinde friskheden. Desto mere har det været en fornøjelse, når jeg endelig har været ude, for træningen foregår på min nysamlede drømmelåge. Billedet yder den ikke retfærdighed, for både form og funktion er uforlignelig. Den nye Sid Team har vist sig at være det perfekte match, så nu kan rødderne bare komme an!

Aaaaaaaah!

Så kom der ny gaffel på Hr. Eriksen. Billeder og første indtryk kommer i morgen!

Århusianske åbenbaringer

Ja, det blev så ikke den store træningsdag, i går. Til gengæld bød mandagen på en helt unik kombination af arbejde og familiehygge. Programmet lød på foredrag i regi af det ekstremt succesfulde Running26.dk og målgruppen var placeret i Århus. Hvad gør man så, når man synes, at træningen og jobbet stjæler for meget familietid? Ja, man tager dem da bare med! Godt assisteret af bragende solskin blev dagen til en vældig omgang familieråhygge med to færger (Hundested-Rørvig + Odden-Århus) og pitstop i en idyllisk lille havneby lige før Odden. Her har vi aldrig været før, for normalt drøner bimmeren lige lukt forbi. I går havde vi dog masser af tid og ro i sjælen, så det blev til en lille times tid med kig på rejer, fiskerbåde og flødeis. Skønt! Efter dette stop bød turen på hurtigfærge til Århus. Jeg har været med mange gange før, men kan stadig fascineres af den enorme kølvandsstribe, som katamaranen trækker!

Selve foredraget i Århus gik fantastisk, mens hjemturen ad motorvej var mere hurtig og effektiv, end den var spændende. At højdepunktet var stop ved McD i Odense (den med de helt vildt mystiske tilkørselsforhold!) siger vist alt om den tur.

Brede brosten, baller og bragende solskin

Ja, det var så den weekend, og hvilken én af slagsen. Ovenpå en uge med 15 timers arbejdsdage og tilsvarende minimale mængder træning skulle der kompenseres her i weekenden. Og så er det jo fantastisk, at vejret viste sig fra sin allerbedste side. Mens fritiden fredag blev konverteret til knap halvanden times trailrunning i Tisvilde Hegn sammen med Kristian Uhd (ejer af løbebutikken Running Rhino, firmaet Running26 + uhdsport.dk og en særdeles habil løber) var der dømt langture på Hr. Eriksen lørdag og søndag. Lørdagens tur forenede det praktiske med det hyggelige, i det jeg kørte til Birkerød for at samle en stump op, som jeg havde købt af Morten Ravnsnæs. Kender du ham ikke, så tjek mtb.dk, for det er gutten der sælger alle de fede stumper i helt unik, næsten ubrugt stand. Turene gennem Nordsjællands store skove er altid en fornøjelse, som jeg toppede ved på hjemturen at køre lige lukt igennem Frederiksborg Slot og videre gennem slotshaven. Det er helt unikt, at man har lagt en cykelrute tværs igennem slottet. Har du ikke prøvet den, så gør det næste gang du kommer nord for København. Oplevelsen er ubeskrivelig.

Søndag stod på endnu en langtur gennem skovene. Turene tjener et dobbelt formål, i det de træner fysikken og samtidig giver mig mulighed for at afprøve diverse grej. En ting weekenden har lært mig er, at jeg ikke skal benytte Selle Italias sadler, for jeg har genfundet Tanzania-sårene. Her er tale om den ualmindeligt kedelige konsekvens af sadler, der er lettere forhøjede ved sædeknoglerne. Når jeg hen imod sæsonhøjdepunkterne barberer fedtprocenten ned ryger polstringen af ballerne og resultatet er to fine sår, ét midt på hver balle. I Afrika, hvor jeg fik fornøjelsen første gang, blev sårene store og blodige. Lige nu er de heldigvis kun røde, med lidt vabeldannelse og ømhed. Surt show, ikke mindst fordi den sadel jeg købte i går er en Selle Italia, som jeg nok ikke bliver voldsomt glad for....:-(. Nå, så kommer Gobien på i stedet.

Udover de ømme baller blev også hænder, arme og skuldre ganske maltrakteret. For hver kilometer jeg kører bliver jeg stadig mere bevidst om at få monteret en fjedergaffel til 12 og 24timers løbene. So be it!

For lige at runde dagens blog af, uden at drukne i ynk og selvmedlidenhed, så vil jeg lige fortælle, at sporet førte mig forbi Gribsø midt inde i Gribskoven. Denne lille skovsø er simpelthen toppen af idyl. Selve sporet rundt om er ikke noget særligt, ud fra et mtb synspunkt, men søen, de omgivende bakker og jernbanen, der trækker sine spor lige forbi er alt sammen med til at give stedet en helt særlig aura. Så her er endnu et tip til et spot du bør tjekke ud.

Sol, cykel og softice

Søndagen markerede afslutningen på en rigtig god uge - ikke så meget træningsmæsigt, for arbejdet har krævet sin ret, men mere på alle de andre fronter. Jeg har holdt spændende foredrag for så forskellige instanser, som Birkerød Løberne, Luftvåbnets Officersskole og et Sushi-firma (i Running26-regi). Læg hertil, at jeg i denne uge har fået samlet og kørt min skønne nye Eriksen og rundet ugen af med en herlig søndag, så bliver det hurtigt klart, at der ikke er meget at klage over :-).

Dagens cykeltur gik over Tibirke og Rågeleje ned til havnen i Gilleleje. Det er en af mine favoritpletter, som den ligger der, fuld af fiskerkuttere, så der måtte jeg lige ned på min solbeskinnede landevejstur.

Efter Paris-Roubaix og lidt aftensmad tog jeg familien med til Tisvildeleje, hvor vi lige nåede at få en kold softice og hoppe lidt i klitterne inden solen gik ned. Skønt, at runde ugen, weekenden og dagen af på den måde!

Balance

Jeg har fået ris for, at min blog handler lidt for meget om træning og grej. Det prøver jeg at rette lidt op på. Billederne her er dugfriske fra morgentimerne, hvor Emma og Rolf hyggede i sengen med Pokemon på flimmerkassen. Rolf er blevet en kæmpe dreng, dvs. lang og slank. Det lover godt for hans karriere indenfor udholdenhedsidræt :-).

Emma er nærmere ved at blive en lille tyksak. Sådan som hun til tid og evighed hænger på Marianne er det ikke den store overraskelse, men det er alligevel vildt, at ungen på 7 uger har fordoblet sin vægt!

En tur i himmerige!

Billederne taler vel for sig selv: Min Eriksen er samlet og her til aften kørte jeg min første tur. Den er perfekt! Jeg kan ikke med ord beskrive, hvor eminent geometrien er blevet og hvor suverænt, det hele spiller sammen. Til gengæld kan jeg ubetinget rose og takke gutterne hos Rex Cykler for et fantastisk arbejde. Cyklen er perfekt samlet og jeg er vildt taknemmelig for at de har rubbet neglene, så cyklen kunne blive klar til weekendens træningspas. Der er kun få uger til 12timers løbet, så hver træningsdag tæller.

Storken er landet igen!

For 6 uger siden fik vi en baby, og sørme om det ikke er lykkedes os igen - denne gang på rekordtid! Spøg til side: jeg har fået den Eriksen ramme, som jeg har bestilt midt i januar og den er bare skøn. Nu skal der bygges hjul, smækkes stumper på og generelt lires til den helt store guldmedalje, så jeg kan komme i gang med at træne på den. Med mindre end 4 uger til 12 timers løbet gælder det om at komme i gang, så jeg håber, at de dygtige drenge nede hos Rex Cykler arbejder hurtigt og sikkert!

Udover babyboomet har den seneste uge bestået af ganske tarvelige træningsture - tarvelige i den forstand, at jeg har haft svært ved at holde varmen derude på landevejene og i skoven. Nu længes jeg virkelig efter forårets komme. Kommer det ikke må jeg til at hive fedtprocenten opad, i stedet for at reducere den, for det begynder at gå op for mig, hvorfor sæler og bjørne pakker sig ind i et tykt lag fedt.

Fede tider!

Endelig begynder termometeret at snige sig opad igen, og jeg må sige, at det er tiltrængt. Ovenpå en træningsmæssigt hård påske har jeg været lidt flad hele ugen, og så har frost og sne altså ikke lige været sagen.

Nå, men når træningen nu ikke er spændende at fortælle om, så kan jeg oplyse, at lille Emma suger helt gevaldigt til sig. Hun vokser og vokser, og som billedet afslører er hun ligefrem ved at blive småfed. Det er ret godt gået, 5 uger efter at hun forlod hospitalet med en sølle vægt på 2200 gram. Nu er spørgsmålet så, hvad jeg gør for at bremse udviklingen. Jeg har drøftet muligheden for at sætte Emma på Nupo-kur med en af mine lægekollegaer, men det fraråder han. Så enten må hun til at motionere noget mere eller portionerne skæres ned. Det er bare lidt svært, når hun suger næringen direkte ud af sin mors babsenutter. Hmmm, måske jeg bare skal lade hende fede op, og så må vi tage problemerne når hun er 10-15 år ældre :-). Er hun forresten ikke bare kær?

På sporet af fortidens helte

Pyh, nu nærmer påsken sig en afslutning. Når jeg drager et lettelsens suk skyldes det, at dagens mtb-langtur afslørede, at trætheden er ved at indfinde sig ovenpå ti dage i træningens (sammen med alle de andre gøremål) tegn. Jeg følte mig især mentalt flad og turen blev, trods strålende solskin, lidt strabadsiøs. Da programmet lød på langtur valgte jeg at tage en af de sjældnere benyttede ruter over Frederiksværk til Hundested og ad kyststien til Liseleje og Tisvilde. Jeg holdt et mini-foto-break i Hundested ved Knud Rasmussens hus. Hver gang jeg kommer her gribes jeg af en smule ærefrygt, for hold da op, nogle eventyr fordums helte begav sig ud på. Uden at forklejne nutidens seje typer, der går unsupported til polerne og bestiger de højeste bjerge uden ilt, så var det altså lige en kende vildere omkring år 1900, hvor sikkerhedsnettet var lig nul. Her var der ingen satellittelefoner og langtrækkende helikoptere, men kun dig selv og dine evner - og måske en enkelt tapper ballonskipper, der ville drage ud og lede efter dig 6-12 måneder efter at du senest var ventet hjem. Vildt!

Udstyret dengang var selvfølgelig heller ikke sammenligneligt med vores moderne luksusmaterialer. Netop dette tror jeg dog var det mindste problem, for i polare egne er isbjørnens pels, sælens skind og hvalens tran stadig sublime produkter, på samme måde som selv de bedste hulfibre ikke kan matche de bedste dun i jakker og soveposer. Skønt at tænke på, for en gammel nostalgiker, som mig.

Har du ikke været oppe på Hundesteds volde vil jeg varmt anbefale det. Der er en fantastisk udsigt fra fyret. I dag kunne jeg skue helt til Kullen! Stierne er hyggelige at gå, løbe eller cykle på. Sidstnævnte dog kun med ro i sjælen på en solbeskinnet søndag, for der var rigtig mange ude at spadsere.

Nå, jeg kom jo også hjem fra Hundested. Nu venter der en dags træning mere, og så er "påsketræningslejren" overstået. Det har været godt, men kroppen er mærket, så jeg glæder mig faktisk til at vende tilbage til den gamle trummerum med kortere, mere intensive ture.

Garmin Edge 705 - livsnødvendig eller ligegyldig?

Så er det påske, og det betyder, at jeg, udover "støj" i form af gæster og huslige gerninger får cyklet mig nogle ture. Og hvad er så mere oplagt end at smække testmodellen af Garmins dugfriske cykel-GPS på styret og drøne ud at teste den. Efter de første 5 timers brug begynder jeg så småt at have dannet mig et indtryk af dette lille teknologiske vidunder.

Jeg har tidligere brugt 305 Edge, og umiddelbart er der ikke den helt store forskel . Enheden er lidt stor og klodset i forhold til en almindelig cykelcomputer, men det bevirker til gengæld også, at man står med et kæmpe display, der viser talrige træningsoplysninger. Det er fedt og motiverende, så i mine øjne er størrelsen et plus, ikke et minus. Den helt store genistreg ved den nye Edge er, at den har indbygget kortmodul, så du hele tiden kan aflæse, hvor du befinder dig. Ok, det er ikke hamrende vigtigt på træningsture i nabolaget, men tager man på langtur eller ud at træne på ferie eller forretningsrejse er kortfunktionen intet mindre end genial. Samtidig synes jeg faktisk det er meget sjovt at følge lidt med på kortet og spotte småveje og stier, som jeg normalt styrer udenom, men som kortet afslører hænger sammen med andre veje og derfor oplagt kan afprøves. Herved stjæler GPS´en godt nok fordums tiders pionerånd, hvor jeg regelmæssigt havnede i blindgyder, men omvendt får jeg set nye veje og stier. Så også her fortegner Edge 705 et plus. Ja, og så kommer det allerfedeste: Barometrisk højdemåling af suveræn kvalitet, lynende hurtig dataoverførsel til Garmins gode træningssoftware, samt ikke mindst en antenne, der spotter satellitter med imponerende styrke og aldrig svigter.

Alt i alt er jeg allerede nu begejstret for Edge 705´eren og anbefaler den varmt til alle der cykeltræner. Man kan snildt leve uden - men hvorfor skulle man....?

Sikke en arbejdsdag...

Pyha, det er hårdt at være til. Min arbejdsdag bestod af en times tid ved computeren, hvor jeg skrev lidt på teksten til en stor test af løbe/svedtrøjer. Herefter fik jeg besøg af Knut fra Garmin, der medbragte et stk Forerunner 405 + et stk 705, som jeg skal have besværet af at teste til henholdsvis iForm og Aktiv Træning. Sikke noget surt lønslaveri :-). Efter en grundig instruktion og hyggelig sludder, hvor jeg nok gav Knut grå hår over min fummelfingrethed (jeg er ikke ipod-trænet, så 405´erens drejeskive udfordrede min motorik!) efterlod Knut mig på egen hånd, så jeg var "tvunget" til at tage 3 timers mtb i skoven, hvor jeg dels testede Garmin 405´eren, et par svedtrøjer og noget energiføde. Ja, det er jo blandt andet den slags jobs jeg lever af, så jeg er "nødt" til at tage på disse ture i det solbeskinnede Tisvilde Hegn. Et eller andet sted fornemmer jeg, at jeg faktisk er en lille smule priviligeret, ikke mindst fordi min kone udviser stor forståelse for at arbejdet til tider kalder mig ud i naturen.

Selve testene af de forskellige produkter må i læse, når de bringes i de respektive magasiner, men jeg kan da afsløre, at dagens tur efterlod mig målløs over en Helly Hansen svedtrøje, der simpelthen var helt suveræn. Og så blev 405´eren et overraskende positivt bekendtskab. Det havde jeg egentlig ikke forventet, men en logisk menustyring, skarpt display og en satellitmodtager, der aldrig svigtede, tog kegler.

I morgen venter atter en arbejdsdag med flere trøjer, Garmin Edge 705 på styret og nye energiprodukter. Stakkels mig. Godt det snart er påskeferie....:-)

Livet er skønt...

...sådan en solbeskinnet søndag. Dagens træning bestod af 120 km landevej. Det blev en smuk tur langs strandvejene og med udsigt til bl.a. Sverige og Kronborg. Jeg valgte at køre hele turen solo, da det efter min bedste erfaring giver færre pusterum, når man ikke lige kan hvile sig på hjul, skal holde pauser efter en gruppes forgodtbefindende og generelt er frit stillet. Til gengæld er det hårdt at køre alene, fordi selv dagens milde brise føles som en storm om ørerne, når de sidste kilometer går lige frem i vinden og op over bakkerne mellem Annisse og Ramløse. Netop hårdheden skulle gerne gavne mig, når jeg om godt en måned skal køre 12timers mtb som forberedelse til 24 timers mtb-løbet i juni måned.

Byger, buer og bisonokser

Sikke en regnvejrsdag. Selv det sandede Tisvilde Hegn stod under vand, så jeg besluttede mig for at lufte raceren. Eneste problem var, at jeg ikke havde brugt den i seks måneder på grund af en defekt krankboks, og problemet var ikke fikset! Heldigvis har jeg min dejlige Marianne og de fantastiske gutter nede hos REX-cykler. Marianne smed cyklen ind til dem, tog ud at handle og sørme om ikke den var klar på rekordtid, så hun kunne få den med hjem igen. Sådan! Drengene hos REX har ikke kun smækket en superfed biks sammen, der bugner af frække cykler til race, mtb og tri til de helt rigtige priser, men formår at imponere med en sublim kundeservice.

Takket være alle andres storartede indsats blev årets første landevejstur en realitet, og hvor var det dog fedt at køre derudaf sådan en vindstille forårsdag. Lidt byger vædede asfalten (og efterhånden også mig) godt igennem, men skidt. Det var nu fedt alligevel. Netop det at se lyst på tingene er en vigtig kvalitet under langdistanceløb, så det er dejligt, når vejret giver mig oplagte muligheder for at mentaltræne. Jeg bestræbte mig på at se bygerne som et gode, der var med til at skabe et fantastisk skær over Gribskoven. Og lur mig, om ikke det også er bygerne der har en del af æren for de flotte regnbuer, jeg fik set på turen.

En ting der fascinerede mig på turen gennem det nordsjællandske bakkeland var naturoplevelserne på landevejen. Jeg har kørt så meget på mtb de seneste måneder, at jeg så småt har bildt mig selv ind, at det kun er i skoven man oplever et rigt dyreliv. Den vildfarelse blev dog allerede manet til jorden efter 1,5 km, hvor tre rådyr sprang tværs over vejen, den ene endda lige ud foran en billist. Det var tæt på! Lidt senere så jeg en flot fasan, kom forbi en hjortefold, så en rovfugl lette et vingeslag fra mit hoved og minsandten om jeg ikke stødte på en stor flok bisonokser, der stod og græssede ved Esrum søens bredder. Billedet gør ikke disse præriens kæmper ret, for de var et imponerende syn, som jeg nyder, hver gang jeg kommer forbi. Med så rigt et dyreliv, glat asfalt, minimal trafik og en punktering der ventede med at vise sig til jeg parkerede cyklen kan jeg kun smilende konstatere, at det ikke var årets sidste landevejstur. Ømheden i lårene tydeliggør nemlig, at det ikke kun var smukt og spændende, men også rigtig givtigt at lufte min titaniumsdrøm på de nordsjællandske landeveje.

Som dagene går...

Så gik der nogle dage med travlhed på jobbene, småforkølelse, familiære forpligtelser og alt den anden "støj", der gør det svært at passe sin træning. En enkelt mtb-tur i sandede klitter (!) + 1 times trailrunning er det dog blevet til, og nu starter alvoren så. De næste 10 dage vil jeg skrue gevaldigt op for træningen, for at løfte formen. Heldigvis har jeg ferie, for pyha, det er udfordrende at forene jobbet, træningen og familien. Netop sidstnævnte fortjener lidt mere af mit fokus, så her vil jeg gøre en indsats henover påsken. Det er primært sønnike på 5,5 år, der skal leges med, men også Emma skal tilses. Nu jeg er ved Emma, så er det altså lidt bekymrende, når jeg, der er specialist i at hjælpe folk ned i vægt, har en datter, der har øget kropsvægten med 40% på 3 uger! Det lille pus er ved at udvikle sig til et (relativt) stort pus på 3,25 kg. Det er et helt kg mere end for præcis tre uger siden. Den lille tøs slubrer simpelthen mælk i sig, som jeg ville knase chips og bælle rødvin, hvis jeg smed hæmningerne! Nå, men det vigtigste er jo, at hun er i trivsel, og helt ærligt, så gør det ikke så meget, at hun vokser :-).

Atter en tur i hegnet

Pyha, så kom dagens træning i hus. Det blev "kun" til lidt over 3 timer, da en forkølelse har sneget sig ind på livet af mig. I sådan en situation opstår det klassiske dilemme: skal jeg holde fri eller gennemføre træningen som planlagt. I bedste indifferente stil valgte jeg en mellemløsning, der mest tenderede til "gennemført træning" qua at jeg gav den alvorlig gas de første 90 minutter. Nu må morgendagen så vise, om det var snotdumt at træne i dag. Forværres sygdommen var jeg et kæmpe fjols. Går den i sig selv var jeg kun et fjols :-).

Anyway, det der tæller er næste weekend og frem. Jeg har planer om at lave påsken til en træningslejr. 10 dage med øget omfang skulle gerne løfte formen til et nyt niveau, som jeg dernæst kan arbejde på at stabilisere de næste seks uger frem mod 12timers løbet. Om planen går op afhænger som altid af en stribe faktorer, for jeg er hverken ung, single, barn- eller arbejdsløs, så der er en masse, der skal flaske sig, for at sådan en træningslejr i hjemmet lykkes. Vi får se.

Læser du med?

Min blog er ret ny og jeg savner en fornemmelse af, hvor mange (eller få!), der læser den. Så: Hvis du læser med her, vil jeg bede dig sende mig en email eller blot give en kommentar her nedenunder. Blandt alle meldinger trækker jeg lod om en lækker bøtte energidrik!

Hilsen

Martin

Solskinsdag i skoven

Aaaaaah, så er livet ikke helt ringe, endda. Bilen stod på værksted i Birkerød, og det betød, at jeg var "tvunget" til at cykle her fra Ramløse og ned igennem de nordsjællandske skove. Når både solen og vinden er i ryggen bliver det ikke bedre, så sikke en tur. Jeg blev helt høj, da jeg fra toppen af Kongens Vænge kunne skue ud over Esrum Sø og beundre Fredensborg Slot, og begejstringen blev ikke mindre, da jeg genfandt stier, som jeg sidst kørte på for 10 år siden. Jeg blev nærmest flyttet tilbage i tiden. Skønt!

Ja, og bilen stod hvor den skulle og køre fremragende. Utroligt hvor præstationsforringende et tilsnasket luft og oliefilter kan virke - gad vidst om jeg har sådan nogle filtre i kroppen, der også trænger til rengøring...?

Spis dig i topform

Gårsdagen bød på endnu et kostforedrag. Denne gang holdt jeg det for løbeklubben Sparta og vi havde fået yderst fornemme fasciliteter stillet til rådighed i form af Østerbro Stadions VIP-lounge, helt oppe under skyerne. Herligt.

Det var en god aften med et lydhørt publikum og især gode spørgsmål, som i virkeligheden er det jeg holder mest af at svare på, når jeg holder foredrag. Så spændende er det trods alt ikke at høre mig selv gentage budskaberne om en sund træningskost dag efter dag.

Flere deltagere spurgte, om de kunne få mine slides. Det kan de ikke. Til gengæld kan de få en artikel, som rummer essensen af mit foredrag. Retningslinjerne er overordnet set universelle for al udholdenhedsidræt og har derfor lige så stor relevans for mountainbikere, som langdistanceroere og løbere. Teksten er sakset direkte fra det kompendium, som deltagerne i Running26-regi (tjek http://www.running26.dk/ for at læse mere om dette spændende koncept, der giver dig to ekstra timer i døgnet) får udleveret af mig. Du finder artiklen på min firmahjemmeside http://www.discretio.dk . Rigtig god læselyst. Har du spørgsmål til det skrevne må du endelige kommentere nedenunder.

På langtur i hegnet

Ah, sikke en skøn dag. Efter et kort radio-interview, lidt artikelskriveri og en masse mad i skrutten stod dagen i mountainbikens tegn. 4 timer i det skønne hegn var planlagt, og 4 timer blev det til. For at udfordre hjernen med lidt monotoni holdt jeg mig indenfor hegnets grænser, og godt nok er der mange stier, meeeen, på 4 timer når man godt omkring derinde.

Igen måtte jeg næsten knibe mig i armen over skovens skønhed. Fra de lyngklædte bakker i Tibirke til de forvitrede stier langs det brusende hav har skoven utroligt meget at byde på. Når så solen varmer og træerne giver læ bliver det ikke meget bedre.

Turen tjente udholdenheden, så recepten var klar: 4 timer nonstop på én flaske vand. Det gik fortrinligt, og var dermed et mentalt boost i forhold til sommerens udfordringer. En ting der slog mig var dog, hvor mange tanker der kan nå at gå igennem hovedet på sådan en ensom langtur. Historien om den fårede ulv må i vente med. Til gengæld vil jeg dele mine erindringer om dengang vi var et par unge knægte, der tog initiativ, til det der sidenhen har udviklet sig til Nordic24:

Det hele startede i vinteren 1997/1998, hvor jeg kørte lange ture med slænget i HMTBK. Især den gamle formand Thomas Larsen var en yndet træningskammerat, og på én af vores ture begyndte vi at sludre om dette seje amerikanske fænomen, som gik ud på at køre 24 timer på mountainbike. Sådan noget skulle vi da også have i Danmark, blev hurtigt vores ræssonement, og på tanken fulgte snart handling. Resultatet var, at HMTBK i sommeren 1999 kunne indbyde til 24timers mtb løb. Det var dengang Busk-brødrene var et relativt ukendt fænomen og Bo Falck var helt og aldeles uengageret i sporten (eller i det mindste ukendt af undertegnede), så vi var nogle få, dedikerede drenge, der fik stablet et rigtigt dogmestævne på bagen, som er så langt fra dagens topprofessionelt organiserede Nordic24, at det er som nat og dag. Deltagerantallet kunne nærmest tælles på et sæt fingre og tæer, overnatningen foregik i en myggebefængt gryde i Rude Skov og stemningen var meget uhøjtidelig. Stort set alle der arrangerede deltog også i stævnet, og det betød, at andre af deltagerne måtte give en hånd med ved tidtagningen, mens vi kørte omgange eller lå i teltet og jamrede. Ruten var dengang, som nu, hård og udfordrende. Forskellen var, at man virkelig følte sig palle alene i skoven, når man kørte rundt om natten. Ak, det var tider, som rummer mange minder. Nogle af dem der har indprentet sig i hukommelsen er blandt andet:
- En superstjerne, som Thomas Bonne, der uopfordret gav en hånd med ved tidtagningen i de sene aftentimer.
- Ekstremløberen Chris Norre Madsen, der løb solo på ruten, og retteligt stjal rampelyset fra alle os andre almindelige dødelige.
- Michael Grønbech, der fyrede kanontider af om natten, kun udstyret med en halvflad mini-maglite mellem tænderne.
- Den enorme træthed søndag eftermiddag, efter at have arrangeret og deltaget.
- Stemningen i lejrområdet, som er helt ubeskrivelig.

Til sommer fejrer løbet sit 10års jubilæum. Tiderne har skiftet og hverken Thomas eller jeg er medlemmer af klubben længere, ligesom løbet er blevet en enorm succes - langt større end vi nogensinde havde turdet drømme om. Jeg vil personligt fejre løbet ved at deltage i soloklassen. Det bliver første gang, og første gang i mange år, at jeg overhovedet deltager i løbet.

Jeg glæder mig.

At tænke sig...

...for præcis et år siden var jeg på vej ned af Afrikas højeste bjerg. Forude ventede de næste tre "bump" på vejen til at blive Kiliman, nemlig 2 x 140 km mtb-race rundt om bjerget + en maraton, hvor vi blandt andet skulle løbe op af bakke fra kilometer 21-31. Det blev et storartet eventyr, hvor kontrasterne simpelthen ikke kunne blive større. Den ene dag kunne jeg fascineret se unge Masaier vogte kvæg på savannen, iklædt farvestrålende gevandter og spyd over nakken. Og dagen derpå stod lige så flotte Masaier og SMS´ede inde i de urbane miljøer, som maratonen også førte igennem.
Hele eventyret, der bl.a. resulterede i en yderst tilfredsstillende andenplads i den samlede konkurrence, var en gevaldig oplevelse, som jeg regelmæssigt trækker på under mine foredrag og vejledninger. Forhåbentlig kan energien og selvtilliden herfra overføres til pedalerne under sommerens mtb-dyster. Det er mig til højre med det afbrændte hår.

Træningen kører bare derudaf!

Det er en udfordring at forene familieliv, arbejde og halvseriøs træning. Heldigvis har jeg i Marianne den mest pragtfulde kone, der samler hjemmet, mens jeg fjoller rundt på knopdæk i skovene eller passer et af mine utallige jobs.
Motivationen for at træne er helt i top. Heldigvis, for om 2 måneder skal jeg deltage i soloklassen i Hustlernes 12 timers mountainbikeløb. Det kræver en del træning, hvis oplevelsen skal blive af den mere positive slags, og jeg prøver at klemme 5-6 træningspas ind i ugeprogrammet. Det bliver ikke til den store mængde, men jeg prøver at kompensere ved at træne kvalitativt. Uanset hvad orker jeg ikke større træningsmængde, hvis resten af livet skal hænge sammen.

En prinsesse kom til verden

Mandag d. 18. februar kl. 18.43 kom Emma, vores lille prinsesse, til verden. Efter en udramatisk fødsel kunne hele familien glæde sig over en lille, men velskabt, sag, der kommer til at berige vort liv. De nøgterne data lyder på et Body Mass Index på 10 (2480 gram/48 cm). Emma spiser godt, så vægten stryger til vejrs og hun er i fin trivsel. Det samme er Marianne, som er topfit ovenpå fødsel. Og storebror Rolf? Han er bare så skøn, som stoltheden og kærligheden lyser ud af ham. Selv Max (hunden) og Luffe (katten) har taget godt imod Emma, så harmonien er i top, her i vort skønne hjem ved Arresøs bredder.