Så er det påske, og det betyder, at jeg, udover "støj" i form af gæster og huslige gerninger får cyklet mig nogle ture. Og hvad er så mere oplagt end at smække testmodellen af Garmins dugfriske cykel-GPS på styret og drøne ud at teste den. Efter de første 5 timers brug begynder jeg så småt at have dannet mig et indtryk af dette lille teknologiske vidunder.
Jeg har tidligere brugt 305 Edge, og umiddelbart er der ikke den helt store forskel . Enheden er lidt stor og klodset i forhold til en almindelig cykelcomputer, men det bevirker til gengæld også, at man står med et kæmpe display, der viser talrige træningsoplysninger. Det er fedt og motiverende, så i mine øjne er størrelsen et plus, ikke et minus. Den helt store genistreg ved den nye Edge er, at den har indbygget kortmodul, så du hele tiden kan aflæse, hvor du befinder dig. Ok, det er ikke hamrende vigtigt på træningsture i nabolaget, men tager man på langtur eller ud at træne på ferie eller forretningsrejse er kortfunktionen intet mindre end genial. Samtidig synes jeg faktisk det er meget sjovt at følge lidt med på kortet og spotte småveje og stier, som jeg normalt styrer udenom, men som kortet afslører hænger sammen med andre veje og derfor oplagt kan afprøves. Herved stjæler GPS´en godt nok fordums tiders pionerånd, hvor jeg regelmæssigt havnede i blindgyder, men omvendt får jeg set nye veje og stier. Så også her fortegner Edge 705 et plus. Ja, og så kommer det allerfedeste: Barometrisk højdemåling af suveræn kvalitet, lynende hurtig dataoverførsel til Garmins gode træningssoftware, samt ikke mindst en antenne, der spotter satellitter med imponerende styrke og aldrig svigter.
Alt i alt er jeg allerede nu begejstret for Edge 705´eren og anbefaler den varmt til alle der cykeltræner. Man kan snildt leve uden - men hvorfor skulle man....?
torsdag den 20. marts 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
fin side:-) første besøg. Og nej Garmin er overhovedet ikke en nødvendighed:-)
Mvh. Henrik
Send en kommentar