Fede tider!

Endelig begynder termometeret at snige sig opad igen, og jeg må sige, at det er tiltrængt. Ovenpå en træningsmæssigt hård påske har jeg været lidt flad hele ugen, og så har frost og sne altså ikke lige været sagen.

Nå, men når træningen nu ikke er spændende at fortælle om, så kan jeg oplyse, at lille Emma suger helt gevaldigt til sig. Hun vokser og vokser, og som billedet afslører er hun ligefrem ved at blive småfed. Det er ret godt gået, 5 uger efter at hun forlod hospitalet med en sølle vægt på 2200 gram. Nu er spørgsmålet så, hvad jeg gør for at bremse udviklingen. Jeg har drøftet muligheden for at sætte Emma på Nupo-kur med en af mine lægekollegaer, men det fraråder han. Så enten må hun til at motionere noget mere eller portionerne skæres ned. Det er bare lidt svært, når hun suger næringen direkte ud af sin mors babsenutter. Hmmm, måske jeg bare skal lade hende fede op, og så må vi tage problemerne når hun er 10-15 år ældre :-). Er hun forresten ikke bare kær?

På sporet af fortidens helte

Pyh, nu nærmer påsken sig en afslutning. Når jeg drager et lettelsens suk skyldes det, at dagens mtb-langtur afslørede, at trætheden er ved at indfinde sig ovenpå ti dage i træningens (sammen med alle de andre gøremål) tegn. Jeg følte mig især mentalt flad og turen blev, trods strålende solskin, lidt strabadsiøs. Da programmet lød på langtur valgte jeg at tage en af de sjældnere benyttede ruter over Frederiksværk til Hundested og ad kyststien til Liseleje og Tisvilde. Jeg holdt et mini-foto-break i Hundested ved Knud Rasmussens hus. Hver gang jeg kommer her gribes jeg af en smule ærefrygt, for hold da op, nogle eventyr fordums helte begav sig ud på. Uden at forklejne nutidens seje typer, der går unsupported til polerne og bestiger de højeste bjerge uden ilt, så var det altså lige en kende vildere omkring år 1900, hvor sikkerhedsnettet var lig nul. Her var der ingen satellittelefoner og langtrækkende helikoptere, men kun dig selv og dine evner - og måske en enkelt tapper ballonskipper, der ville drage ud og lede efter dig 6-12 måneder efter at du senest var ventet hjem. Vildt!

Udstyret dengang var selvfølgelig heller ikke sammenligneligt med vores moderne luksusmaterialer. Netop dette tror jeg dog var det mindste problem, for i polare egne er isbjørnens pels, sælens skind og hvalens tran stadig sublime produkter, på samme måde som selv de bedste hulfibre ikke kan matche de bedste dun i jakker og soveposer. Skønt at tænke på, for en gammel nostalgiker, som mig.

Har du ikke været oppe på Hundesteds volde vil jeg varmt anbefale det. Der er en fantastisk udsigt fra fyret. I dag kunne jeg skue helt til Kullen! Stierne er hyggelige at gå, løbe eller cykle på. Sidstnævnte dog kun med ro i sjælen på en solbeskinnet søndag, for der var rigtig mange ude at spadsere.

Nå, jeg kom jo også hjem fra Hundested. Nu venter der en dags træning mere, og så er "påsketræningslejren" overstået. Det har været godt, men kroppen er mærket, så jeg glæder mig faktisk til at vende tilbage til den gamle trummerum med kortere, mere intensive ture.

Garmin Edge 705 - livsnødvendig eller ligegyldig?

Så er det påske, og det betyder, at jeg, udover "støj" i form af gæster og huslige gerninger får cyklet mig nogle ture. Og hvad er så mere oplagt end at smække testmodellen af Garmins dugfriske cykel-GPS på styret og drøne ud at teste den. Efter de første 5 timers brug begynder jeg så småt at have dannet mig et indtryk af dette lille teknologiske vidunder.

Jeg har tidligere brugt 305 Edge, og umiddelbart er der ikke den helt store forskel . Enheden er lidt stor og klodset i forhold til en almindelig cykelcomputer, men det bevirker til gengæld også, at man står med et kæmpe display, der viser talrige træningsoplysninger. Det er fedt og motiverende, så i mine øjne er størrelsen et plus, ikke et minus. Den helt store genistreg ved den nye Edge er, at den har indbygget kortmodul, så du hele tiden kan aflæse, hvor du befinder dig. Ok, det er ikke hamrende vigtigt på træningsture i nabolaget, men tager man på langtur eller ud at træne på ferie eller forretningsrejse er kortfunktionen intet mindre end genial. Samtidig synes jeg faktisk det er meget sjovt at følge lidt med på kortet og spotte småveje og stier, som jeg normalt styrer udenom, men som kortet afslører hænger sammen med andre veje og derfor oplagt kan afprøves. Herved stjæler GPS´en godt nok fordums tiders pionerånd, hvor jeg regelmæssigt havnede i blindgyder, men omvendt får jeg set nye veje og stier. Så også her fortegner Edge 705 et plus. Ja, og så kommer det allerfedeste: Barometrisk højdemåling af suveræn kvalitet, lynende hurtig dataoverførsel til Garmins gode træningssoftware, samt ikke mindst en antenne, der spotter satellitter med imponerende styrke og aldrig svigter.

Alt i alt er jeg allerede nu begejstret for Edge 705´eren og anbefaler den varmt til alle der cykeltræner. Man kan snildt leve uden - men hvorfor skulle man....?

Sikke en arbejdsdag...

Pyha, det er hårdt at være til. Min arbejdsdag bestod af en times tid ved computeren, hvor jeg skrev lidt på teksten til en stor test af løbe/svedtrøjer. Herefter fik jeg besøg af Knut fra Garmin, der medbragte et stk Forerunner 405 + et stk 705, som jeg skal have besværet af at teste til henholdsvis iForm og Aktiv Træning. Sikke noget surt lønslaveri :-). Efter en grundig instruktion og hyggelig sludder, hvor jeg nok gav Knut grå hår over min fummelfingrethed (jeg er ikke ipod-trænet, så 405´erens drejeskive udfordrede min motorik!) efterlod Knut mig på egen hånd, så jeg var "tvunget" til at tage 3 timers mtb i skoven, hvor jeg dels testede Garmin 405´eren, et par svedtrøjer og noget energiføde. Ja, det er jo blandt andet den slags jobs jeg lever af, så jeg er "nødt" til at tage på disse ture i det solbeskinnede Tisvilde Hegn. Et eller andet sted fornemmer jeg, at jeg faktisk er en lille smule priviligeret, ikke mindst fordi min kone udviser stor forståelse for at arbejdet til tider kalder mig ud i naturen.

Selve testene af de forskellige produkter må i læse, når de bringes i de respektive magasiner, men jeg kan da afsløre, at dagens tur efterlod mig målløs over en Helly Hansen svedtrøje, der simpelthen var helt suveræn. Og så blev 405´eren et overraskende positivt bekendtskab. Det havde jeg egentlig ikke forventet, men en logisk menustyring, skarpt display og en satellitmodtager, der aldrig svigtede, tog kegler.

I morgen venter atter en arbejdsdag med flere trøjer, Garmin Edge 705 på styret og nye energiprodukter. Stakkels mig. Godt det snart er påskeferie....:-)

Livet er skønt...

...sådan en solbeskinnet søndag. Dagens træning bestod af 120 km landevej. Det blev en smuk tur langs strandvejene og med udsigt til bl.a. Sverige og Kronborg. Jeg valgte at køre hele turen solo, da det efter min bedste erfaring giver færre pusterum, når man ikke lige kan hvile sig på hjul, skal holde pauser efter en gruppes forgodtbefindende og generelt er frit stillet. Til gengæld er det hårdt at køre alene, fordi selv dagens milde brise føles som en storm om ørerne, når de sidste kilometer går lige frem i vinden og op over bakkerne mellem Annisse og Ramløse. Netop hårdheden skulle gerne gavne mig, når jeg om godt en måned skal køre 12timers mtb som forberedelse til 24 timers mtb-løbet i juni måned.

Byger, buer og bisonokser

Sikke en regnvejrsdag. Selv det sandede Tisvilde Hegn stod under vand, så jeg besluttede mig for at lufte raceren. Eneste problem var, at jeg ikke havde brugt den i seks måneder på grund af en defekt krankboks, og problemet var ikke fikset! Heldigvis har jeg min dejlige Marianne og de fantastiske gutter nede hos REX-cykler. Marianne smed cyklen ind til dem, tog ud at handle og sørme om ikke den var klar på rekordtid, så hun kunne få den med hjem igen. Sådan! Drengene hos REX har ikke kun smækket en superfed biks sammen, der bugner af frække cykler til race, mtb og tri til de helt rigtige priser, men formår at imponere med en sublim kundeservice.

Takket være alle andres storartede indsats blev årets første landevejstur en realitet, og hvor var det dog fedt at køre derudaf sådan en vindstille forårsdag. Lidt byger vædede asfalten (og efterhånden også mig) godt igennem, men skidt. Det var nu fedt alligevel. Netop det at se lyst på tingene er en vigtig kvalitet under langdistanceløb, så det er dejligt, når vejret giver mig oplagte muligheder for at mentaltræne. Jeg bestræbte mig på at se bygerne som et gode, der var med til at skabe et fantastisk skær over Gribskoven. Og lur mig, om ikke det også er bygerne der har en del af æren for de flotte regnbuer, jeg fik set på turen.

En ting der fascinerede mig på turen gennem det nordsjællandske bakkeland var naturoplevelserne på landevejen. Jeg har kørt så meget på mtb de seneste måneder, at jeg så småt har bildt mig selv ind, at det kun er i skoven man oplever et rigt dyreliv. Den vildfarelse blev dog allerede manet til jorden efter 1,5 km, hvor tre rådyr sprang tværs over vejen, den ene endda lige ud foran en billist. Det var tæt på! Lidt senere så jeg en flot fasan, kom forbi en hjortefold, så en rovfugl lette et vingeslag fra mit hoved og minsandten om jeg ikke stødte på en stor flok bisonokser, der stod og græssede ved Esrum søens bredder. Billedet gør ikke disse præriens kæmper ret, for de var et imponerende syn, som jeg nyder, hver gang jeg kommer forbi. Med så rigt et dyreliv, glat asfalt, minimal trafik og en punktering der ventede med at vise sig til jeg parkerede cyklen kan jeg kun smilende konstatere, at det ikke var årets sidste landevejstur. Ømheden i lårene tydeliggør nemlig, at det ikke kun var smukt og spændende, men også rigtig givtigt at lufte min titaniumsdrøm på de nordsjællandske landeveje.

Som dagene går...

Så gik der nogle dage med travlhed på jobbene, småforkølelse, familiære forpligtelser og alt den anden "støj", der gør det svært at passe sin træning. En enkelt mtb-tur i sandede klitter (!) + 1 times trailrunning er det dog blevet til, og nu starter alvoren så. De næste 10 dage vil jeg skrue gevaldigt op for træningen, for at løfte formen. Heldigvis har jeg ferie, for pyha, det er udfordrende at forene jobbet, træningen og familien. Netop sidstnævnte fortjener lidt mere af mit fokus, så her vil jeg gøre en indsats henover påsken. Det er primært sønnike på 5,5 år, der skal leges med, men også Emma skal tilses. Nu jeg er ved Emma, så er det altså lidt bekymrende, når jeg, der er specialist i at hjælpe folk ned i vægt, har en datter, der har øget kropsvægten med 40% på 3 uger! Det lille pus er ved at udvikle sig til et (relativt) stort pus på 3,25 kg. Det er et helt kg mere end for præcis tre uger siden. Den lille tøs slubrer simpelthen mælk i sig, som jeg ville knase chips og bælle rødvin, hvis jeg smed hæmningerne! Nå, men det vigtigste er jo, at hun er i trivsel, og helt ærligt, så gør det ikke så meget, at hun vokser :-).

Atter en tur i hegnet

Pyha, så kom dagens træning i hus. Det blev "kun" til lidt over 3 timer, da en forkølelse har sneget sig ind på livet af mig. I sådan en situation opstår det klassiske dilemme: skal jeg holde fri eller gennemføre træningen som planlagt. I bedste indifferente stil valgte jeg en mellemløsning, der mest tenderede til "gennemført træning" qua at jeg gav den alvorlig gas de første 90 minutter. Nu må morgendagen så vise, om det var snotdumt at træne i dag. Forværres sygdommen var jeg et kæmpe fjols. Går den i sig selv var jeg kun et fjols :-).

Anyway, det der tæller er næste weekend og frem. Jeg har planer om at lave påsken til en træningslejr. 10 dage med øget omfang skulle gerne løfte formen til et nyt niveau, som jeg dernæst kan arbejde på at stabilisere de næste seks uger frem mod 12timers løbet. Om planen går op afhænger som altid af en stribe faktorer, for jeg er hverken ung, single, barn- eller arbejdsløs, så der er en masse, der skal flaske sig, for at sådan en træningslejr i hjemmet lykkes. Vi får se.

Læser du med?

Min blog er ret ny og jeg savner en fornemmelse af, hvor mange (eller få!), der læser den. Så: Hvis du læser med her, vil jeg bede dig sende mig en email eller blot give en kommentar her nedenunder. Blandt alle meldinger trækker jeg lod om en lækker bøtte energidrik!

Hilsen

Martin

Solskinsdag i skoven

Aaaaaah, så er livet ikke helt ringe, endda. Bilen stod på værksted i Birkerød, og det betød, at jeg var "tvunget" til at cykle her fra Ramløse og ned igennem de nordsjællandske skove. Når både solen og vinden er i ryggen bliver det ikke bedre, så sikke en tur. Jeg blev helt høj, da jeg fra toppen af Kongens Vænge kunne skue ud over Esrum Sø og beundre Fredensborg Slot, og begejstringen blev ikke mindre, da jeg genfandt stier, som jeg sidst kørte på for 10 år siden. Jeg blev nærmest flyttet tilbage i tiden. Skønt!

Ja, og bilen stod hvor den skulle og køre fremragende. Utroligt hvor præstationsforringende et tilsnasket luft og oliefilter kan virke - gad vidst om jeg har sådan nogle filtre i kroppen, der også trænger til rengøring...?

Spis dig i topform

Gårsdagen bød på endnu et kostforedrag. Denne gang holdt jeg det for løbeklubben Sparta og vi havde fået yderst fornemme fasciliteter stillet til rådighed i form af Østerbro Stadions VIP-lounge, helt oppe under skyerne. Herligt.

Det var en god aften med et lydhørt publikum og især gode spørgsmål, som i virkeligheden er det jeg holder mest af at svare på, når jeg holder foredrag. Så spændende er det trods alt ikke at høre mig selv gentage budskaberne om en sund træningskost dag efter dag.

Flere deltagere spurgte, om de kunne få mine slides. Det kan de ikke. Til gengæld kan de få en artikel, som rummer essensen af mit foredrag. Retningslinjerne er overordnet set universelle for al udholdenhedsidræt og har derfor lige så stor relevans for mountainbikere, som langdistanceroere og løbere. Teksten er sakset direkte fra det kompendium, som deltagerne i Running26-regi (tjek http://www.running26.dk/ for at læse mere om dette spændende koncept, der giver dig to ekstra timer i døgnet) får udleveret af mig. Du finder artiklen på min firmahjemmeside http://www.discretio.dk . Rigtig god læselyst. Har du spørgsmål til det skrevne må du endelige kommentere nedenunder.

På langtur i hegnet

Ah, sikke en skøn dag. Efter et kort radio-interview, lidt artikelskriveri og en masse mad i skrutten stod dagen i mountainbikens tegn. 4 timer i det skønne hegn var planlagt, og 4 timer blev det til. For at udfordre hjernen med lidt monotoni holdt jeg mig indenfor hegnets grænser, og godt nok er der mange stier, meeeen, på 4 timer når man godt omkring derinde.

Igen måtte jeg næsten knibe mig i armen over skovens skønhed. Fra de lyngklædte bakker i Tibirke til de forvitrede stier langs det brusende hav har skoven utroligt meget at byde på. Når så solen varmer og træerne giver læ bliver det ikke meget bedre.

Turen tjente udholdenheden, så recepten var klar: 4 timer nonstop på én flaske vand. Det gik fortrinligt, og var dermed et mentalt boost i forhold til sommerens udfordringer. En ting der slog mig var dog, hvor mange tanker der kan nå at gå igennem hovedet på sådan en ensom langtur. Historien om den fårede ulv må i vente med. Til gengæld vil jeg dele mine erindringer om dengang vi var et par unge knægte, der tog initiativ, til det der sidenhen har udviklet sig til Nordic24:

Det hele startede i vinteren 1997/1998, hvor jeg kørte lange ture med slænget i HMTBK. Især den gamle formand Thomas Larsen var en yndet træningskammerat, og på én af vores ture begyndte vi at sludre om dette seje amerikanske fænomen, som gik ud på at køre 24 timer på mountainbike. Sådan noget skulle vi da også have i Danmark, blev hurtigt vores ræssonement, og på tanken fulgte snart handling. Resultatet var, at HMTBK i sommeren 1999 kunne indbyde til 24timers mtb løb. Det var dengang Busk-brødrene var et relativt ukendt fænomen og Bo Falck var helt og aldeles uengageret i sporten (eller i det mindste ukendt af undertegnede), så vi var nogle få, dedikerede drenge, der fik stablet et rigtigt dogmestævne på bagen, som er så langt fra dagens topprofessionelt organiserede Nordic24, at det er som nat og dag. Deltagerantallet kunne nærmest tælles på et sæt fingre og tæer, overnatningen foregik i en myggebefængt gryde i Rude Skov og stemningen var meget uhøjtidelig. Stort set alle der arrangerede deltog også i stævnet, og det betød, at andre af deltagerne måtte give en hånd med ved tidtagningen, mens vi kørte omgange eller lå i teltet og jamrede. Ruten var dengang, som nu, hård og udfordrende. Forskellen var, at man virkelig følte sig palle alene i skoven, når man kørte rundt om natten. Ak, det var tider, som rummer mange minder. Nogle af dem der har indprentet sig i hukommelsen er blandt andet:
- En superstjerne, som Thomas Bonne, der uopfordret gav en hånd med ved tidtagningen i de sene aftentimer.
- Ekstremløberen Chris Norre Madsen, der løb solo på ruten, og retteligt stjal rampelyset fra alle os andre almindelige dødelige.
- Michael Grønbech, der fyrede kanontider af om natten, kun udstyret med en halvflad mini-maglite mellem tænderne.
- Den enorme træthed søndag eftermiddag, efter at have arrangeret og deltaget.
- Stemningen i lejrområdet, som er helt ubeskrivelig.

Til sommer fejrer løbet sit 10års jubilæum. Tiderne har skiftet og hverken Thomas eller jeg er medlemmer af klubben længere, ligesom løbet er blevet en enorm succes - langt større end vi nogensinde havde turdet drømme om. Jeg vil personligt fejre løbet ved at deltage i soloklassen. Det bliver første gang, og første gang i mange år, at jeg overhovedet deltager i løbet.

Jeg glæder mig.

At tænke sig...

...for præcis et år siden var jeg på vej ned af Afrikas højeste bjerg. Forude ventede de næste tre "bump" på vejen til at blive Kiliman, nemlig 2 x 140 km mtb-race rundt om bjerget + en maraton, hvor vi blandt andet skulle løbe op af bakke fra kilometer 21-31. Det blev et storartet eventyr, hvor kontrasterne simpelthen ikke kunne blive større. Den ene dag kunne jeg fascineret se unge Masaier vogte kvæg på savannen, iklædt farvestrålende gevandter og spyd over nakken. Og dagen derpå stod lige så flotte Masaier og SMS´ede inde i de urbane miljøer, som maratonen også førte igennem.
Hele eventyret, der bl.a. resulterede i en yderst tilfredsstillende andenplads i den samlede konkurrence, var en gevaldig oplevelse, som jeg regelmæssigt trækker på under mine foredrag og vejledninger. Forhåbentlig kan energien og selvtilliden herfra overføres til pedalerne under sommerens mtb-dyster. Det er mig til højre med det afbrændte hår.

Træningen kører bare derudaf!

Det er en udfordring at forene familieliv, arbejde og halvseriøs træning. Heldigvis har jeg i Marianne den mest pragtfulde kone, der samler hjemmet, mens jeg fjoller rundt på knopdæk i skovene eller passer et af mine utallige jobs.
Motivationen for at træne er helt i top. Heldigvis, for om 2 måneder skal jeg deltage i soloklassen i Hustlernes 12 timers mountainbikeløb. Det kræver en del træning, hvis oplevelsen skal blive af den mere positive slags, og jeg prøver at klemme 5-6 træningspas ind i ugeprogrammet. Det bliver ikke til den store mængde, men jeg prøver at kompensere ved at træne kvalitativt. Uanset hvad orker jeg ikke større træningsmængde, hvis resten af livet skal hænge sammen.

En prinsesse kom til verden

Mandag d. 18. februar kl. 18.43 kom Emma, vores lille prinsesse, til verden. Efter en udramatisk fødsel kunne hele familien glæde sig over en lille, men velskabt, sag, der kommer til at berige vort liv. De nøgterne data lyder på et Body Mass Index på 10 (2480 gram/48 cm). Emma spiser godt, så vægten stryger til vejrs og hun er i fin trivsel. Det samme er Marianne, som er topfit ovenpå fødsel. Og storebror Rolf? Han er bare så skøn, som stoltheden og kærligheden lyser ud af ham. Selv Max (hunden) og Luffe (katten) har taget godt imod Emma, så harmonien er i top, her i vort skønne hjem ved Arresøs bredder.