
Det skinner nok ret tydeligt igennem i bloggen, at jeg har været ret frustreret over den mislykkede genfødsel som mountainbiker. For at sige det, som det er, så har det kastet mig ud af kurs, at jeg fik to solide drag over nakken i sommerens stævner. Som konsekvens heraf krøb jeg i tænkeboks og traf nogle ganske invasive beslutninger, bl.a. omkring en forestående studiebelastning, som blev vraget, og atletiske målsætninger, der blev revideret.
Jeg kan simpelthen ikke forsvare at bruge oceaner af tid i cykelsadlen, når jeg har så mange jern i ilden, som det er tilfældet. Derfor har jeg skruet ned for cyklingen og genoptaget langdistanceløbet. For at konkretisere skiftet har jeg tilmed sat mig et mål: i efterårsferien tager jeg til Grønland og deltager i The Polar Circle Marathon.
Det bliver helt vildt fedt at gense den fantastiske ø, her 12 år efter, at jeg var deroppe for at besøge min mor i Christianshåb. Denne gang er målet Sønder Strømfjord og missionen at teste vintergrej for Aktiv Træning, samt levere en god indsats i løbet.
Apropos løbet, så er det en maraton lidt ud over det sædvanlige. The Polar Circle Marathon foregår både på selve indlandsisen, men også over tundra, frosne søer og gennem en arktisk ørken, hvor moskusokser og rensdyr lever på de golde skråninger. Da maratonruten er kuperet, har varierende løbeunderlag og foregår under svingende temperaturer, bliver den med rette betegnet som ekstrem. I lyset af at jeg startede 2007 med at løbe en anden ekstrem maraton i tropisk varme på smeltende hede landeveje op og ned ad Kilimanjaros fod forekommer det mig helt naturligt at ende 2008 med en isnende kold maratonoplevelse.
For at få en god oplevelse har jeg strømlinet træningen derhen imod. Siden 24timers mtb løbet har jeg således opgraderet min styrketræning markant og hevet en masse længere løbeture indenbords. Mere om det i en senere blog. Lige nu vil jeg blot illustrere omfanget ud fra de to seneste dages træning. I går sidst på eftermiddagen løb jeg 15 km hård trailrun. Og i dag, først på eftermiddagen 27,5 km mellemhårdt distanceløb med let rygsæk. Det nev lidt i lårene til sidst, men det blev nu også en ganske god formtest, med lidt mere end en maraton indenfor 24 timer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar